Under besættelsen blev adgangen til brændstof og drivmidler underlagt kraftige restriktioner i Danmark. I årene op til krigen var antallet af biler vokset kraftigt, men for langt de flestes bilisters vedkommende betød besættelsen, at bilen måtte parkeres fast i garagen.

Men opfindsomheden var stor, og hestene fik en renæssance. Hestetrukne køretøjer blev stadig brugt i stor stil, og nu blev hestene også spændt for mere eller mindre ombyggede motorkøretøjer. En enkelt hestekraft er dog ikke meget til en tung varevogn, så det har næppe gået stærkt!
Billedet fra Københavns Museum er fra juni 1940, altså kort efter den tyske besættelse i april, hvilket kan forklare den noget intermistiske indretning af forspandet.

En anden løsning for at holde køretøjerne kørende var at installere en gasgenerator, der gennem afgasning af brændbart materiale kunne skabe et drivmiddel for motoren.
I praksis var det som regel brænde eller tørv, og det var hverken let eller hurtigt. Generatoren skulle fyres op et stykke tid før man skulle køre, og motorens ydeevne blev markant mindre.
Billedet ovenfor, også fra Københavns Museum, viser en lastvogn med gasgenerator på siden ved nedrivning af Borgergade-kvarteret i 1944.

Begge typer løsninger hører naturligvis også hjemme på modeljernbanen sat omkring besættelsestiden, og derfor er jeg meget glad for at kunne indlemme en flot model af en Citroën Traction 11CV i samlingen.
Bilen er bygget af skaberen af Nystrup Grus, Claus Nielsen, der forener tålmodighed og byggeevner af meget høj klasse i sine modeller.
Grundmodellen er et byggesæt fra Tamiya i skala 1:35, tilføjet et resinbyggesæt af en gasgenerator og andre detaljer. Læs mere om byggeriet på Nystrup Grus’ blog.

Det er et ordentligt monstrum, der er monteret bag på bilen. Det giver det ellers elegante franske køretøj en ork-agtig fornemmelse, som jeg rigtigt godt kan lide.

Den fine Citroën bliver ført af en velklædt chauffør – se billeder af ham hos Nystrup Grus. På bagsæden står en stor pose brænde, så bilen ikke går i stå undervejs.
Bemærk også den tidstypiske nummerplade – under bogstavet ses politiets gamle symbol: en udstrakt hånd med et øje i håndfladen.

Hvem mon det er, der stadig kan nyde at føre et motorkøretøj trods rationeringer og begrænsninger? Det mest oplagte er nok, at det er en læge. Som en vigtig del af samfundet havde de i særlig grad brug for biler til at komme rundt til patienterne.
Så skal vi ikke, måske noget uoriginalt, kalde ham dr. Hansen? 🙂

Til slut noget om skala. De fleste modelbyggere vælger ganske fornuftigt at holde sig til en enkelt skala, oftest skala H0, altså 1:87.
Personligt har jeg det med at køre træt i en enkelt skala – det er meget sjovere at skifte mellem flere. Til gengæld holder jeg fast i tiden og temaet – i dette tilfælde Danmark i årene omkring besættelsen.
Men foreløbig holder jeg mig dog til skala H0 og skala 1 – 1:32 og 1:35. Skiftet mellem dem giver god energi til mere byggeri, samling og leg! 🙂
Det er godt at se, at Claus’ fine Citroën har fået et godt nyt hjem 😊
LikeLiked by 1 person
Foreløbig ser den ud til at klare sin bortadoption godt 🙂
LikeLike