“Dukkehuset” fra Ærøskøbing

For efterhånden længe siden udgav firmaet Trip Trap en stor serie modelbygninger i forskellige skalaer. Mange af dem passede til skala H0, 1:87, eller skala N, 1:160, men andre skalaer blev også brugt afhængigt af forbilledet.

Modellerne kan man finde til salg fx på den Blå Avis, men desværre ofte til meget høje priser, selv for de små bygninger.

Så jeg i dag besøgte en af mine lokale modeltogsbutikker og fandt et fint lille hus til en 75-kroneseddel, måtte jeg slå til.

Modellen var i rimelig fin stand, men der var dog slået et stykke af teglstenstaget og vindskede af. Det burde dog være nemt at reparere.

Afslaget afslørede også at modellen ser ud til at være bygget af en art resin og ikke keramik, som jeg egentligt troede.

Som den høflige Preiser-mand illustrerer, så er det ikke noget stort hus.

Forbilledet er et lille bindingsværkshus i Smedegade i Ærøskøbing – en af Danmarks mest nuttede små købstæder. Huset kaldes for “Dukkehuset”, fordi det er så småt.

Men hvilken skala er modellen mon i? Butikkens ekspedient mente bestemt, at det var i skala 1:100, men måske er det faktisk i skala 1:87?

Modellen er 58 mm bred, 66 mm dyb og 70 mm op til tagryggen. Omregnet til 1:1 skulle huset så være 5 meter bredt hvis skalaen er 1:87- mon det passer?

Jeg kan ikke finde tegninger eller mål noget sted – er der mon en læser fra Ærøskøbing, der har mod på at skridte det af? 🙂

Her står Trip Trap-huset ved siden af det hjemmebyggede arbejderhus fra Nykøbing, og det ser umiddelbart fornuftigt ud. Dukkeshuset fra 1700-tallet er lidt mindre end arbejderhuset fra omkring år 1900, så de passer meget godt sammen.

Jeg kan rigtigt godt lide både de små sidevinduer og den lidt indfaldne facade, hvor de nederste tavl læner sig indad – det er svært at opnå, når man bygger selv. Døren er dog lidt rigelig grov i det, men det kan måske skjules med lidt patinering og en gang stokroser!

Jeg er glad for det fine lille hus, men hvis du kan hjælpe med skalaen, ville jeg være endnu gladere :-

1 Comment

  1. Hej, de store Trip Trap modeller af Bent maltha, er ganske rigtigt i skala HO / 1/87. Kan også fås i skala 1/150 som vel kan bruges til Spor N
    Mvh. Lars

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s