Under besættelsen kørte den tyske Værnemagt massevis af tog med militærmateriel gennem Danmark – både mandskab, køretøjer, forsyninger, ammunition og meget andet.
På modelbanen kan det give god variation med sådan et tog til at køre gennem det danske landskab, og de forskellige modeltogsproducenter står klar til at hjælpe.

For nogle år siden fandt jeg en åben godsvogn fra Roco med to lastbiler hos en af mine lokale modeltogsbutikker, endda til halv pris, så den ville jeg forsøge mig med at forskønne.
Det hele så umiddelbart meget plastikagtigt ud, men der var håb!

Lastbilmodellerne var ret fine modeller i den lille skala 1:87. Den skriggule plastik, de var støbt i, skulle illudere farven Dunkelgelb, som den tyske hær brugte som grundfarve i den sidste del af krigen, men det var ikke for kønt. Forruden sad i en mystisk vinkel, så den brækkede jeg af og limede fast på ny.
De små lastbiler blev oprindeligt fremstillet af firmaet Krupp og brugt til mangt og meget under krigen, herunder troppetransport, telefontjeneste, stabsvogne og til at trække forskellige typer mindre kanoner.

Til modellerne fra Roco fulgte der også en mængde løsdele med, der kunne løfte lastbilernes niveau højere op.

Undervejs kom jeg i tanke om at jeg i tidernes morgen havde bygget Tamiyas byggesæt af den samme lastbil i skala 1:35, så den fandt jeg frem igen for inspiration.
Den var malet helt grå, hvilket den tyske hær begyndte på i 1940, så det besluttede jeg mig til, at de små lastbiler også skulle være. De fik også en god gang patinering – især støv.

Derefter var vognens tur. Den fik en god gang patinering med en brun wash og lysebrune highlights. Træpælene som holdt lasten på plads, kunne jeg se på gamle billeder tit var ret hærgede og der var ikke altid nok, så jeg gav dem en hård omgang og fyldte ikke alle holderne.
Efter billedet blev taget fik undervognen rødbrunt pulver og jeg lakerede hjulene.

Så var det tid til at samle de malede dele.
Som det ses, tilføjede jeg et par soldater og lidt grej i lastbilerne. På billeder af militære jernbanetransporter fra tiden har jeg set flere eksempler, der mest af alt lignede en rullende campingplads, så jeg forsøgte at få bare lidt af den stemning med.

Tropperne fandt jeg færdigmalede fra et Preiser-sæt – især kan jeg godt lide soldaten, der skærer sig en humpel brød med sin bajonet.

Med lidt tid og omhyggelighed bliver Rocos sæt til en fin model – nærmest et minidiorama på hjul 🙂
Med tiden kunne jeg godt tænke mig vogne nok til et helt bloktog, som kørte gennem Danmark i 1940’erne, måske trukket af en forslået BR38 eller BR56? Klar til en gang jernbanesabotage i skala 1:87?