Undertiden er der dødvande i modelbygningen. Så kan det hjælpe at lave et nemt og hurtigt projekt, så man får materialerne i hænderne igen og måske genfinder glæden.
For tiden er jeg glad for skala 0, ca. 1:45, og her findes et vidunderligt udvalg af køretøjer af alverdens slags, både færdigbyggede civile køretøjer i 1:43 og byggesæt af militærkøretøjer i 1:48.
Det er svært at få overblik over hvilke modeller, der findes, og når man som jeg foretrækker mellemkrigstiden og bagud, skal man se sig for. Undertiden søger jeg den tyske eBay igennem, og for nogle år siden fandt jeg en spændende model af en lillebitte lastbil.
Den trak spor rundt i verden, for selve modellen er produceret i Kina for det italienske firma De Agostini.
Den forestiller en sovjetisk lastbil, produceret på AMO-fabrikken i Moskva fra 1924-31. Lastbilen hed АМО-Ф-15, og var produceret på licens fra de italienske Fiat fabrikker, der med Fiat Tipo 15 var med til at mekanisere den italienske hær fra 1911. Mange tusinder blev produceret flere steder i Europa, så det har været et ret almindeligt syn i Europa i tiden under og efter 1. verdenskrig. Men sine 20 hestekræfter kunne den skyde en fin hastighed af 35-40 km/t – meget hurtigere end en tilsvarende hestevogn.
Mon ikke også et antal af de små, lidt pudsigt udseende lastbiler har fundet vej til Danmark i mellemkrigstiden?
Det har de i hvert fald i min modelverden, men modellens farve var lidt rigelig sovjetisk at se på, så jeg besluttede mig for at skille den ad og male den.
Heldigvis er denne type af færdigsamlede modeller som regel nemme at skille ad igen, og efter at have sat tape for forlygterne, gav jeg den en frisk gang Racing Green på spray.
Nu var den dog blevet så flot, at jeg næsten ikke nænnede at patinere den. Men det måtte jo gøres, for modellen skulle gerne ligne et stykke slidt hverdag snarere end en italiensk racerbil 🙂
Desværre var forruden knækket, da jeg adskilte modellen, så jeg måtte lave en ny af et akrylark.
Samtidig forberedte jeg en last til vognen i form af trætønder som endnu var ganske almindelige i mellemkrigstiden. Jeg havde købt nogle fine silikonestøbeforme af en gut i Ukraine og støbte en masse af tønder i gips. Når man ser på ældre billeder af fx København, så står de mange steder, ikke mindst på havne og andre godssteder, så det er godt at have rigeligt. Jeg malede dem i lidt forskellige nuancer for at give lasten lidt dynamik.
Den gamle Fiat skulle naturligvis bruge en nummerplade for at kunne køre lovligt i Danmark, og efter at være blevet grundigt undervist på Sundborgs fantastiske blog, valgte jeg en nummerplade af typen indført i 1930. Måske er denne lastbil købt brugt fra et andet sted i Europa eller måske er den blevet omregistreret med nye plader undervejs i sin levetid.
Jeg printede nummerpladerne, der målte 2,6 x 6,2 mm på min laserprinter og klippede dem ud med en lille saks. På makrobilledet ovenfor kan man se nummerpladen og de hvide kanter, der kommer når man klipper i papir.
Derfor tog jeg en lille, sort tusch og malede kanterne, og det hjalp! Beklager hvis mine fingre og negle ser lidt uhyggelige ud i makrobilleder, men nummerpladen er virkelig ikke særlig stor 🙂
Til slut var det tid til min favoritdel af modelbygningen, nemlig at fotografere modellen. Jeg fandt et fotodiorama i skala 1:35 frem, og selvom brosten og spor er lidt rigeligt stort, kan det fint spille rollen til en spor 0-model. Billedet i baggrunden er fra Amager Fælled, printet og limet på et stykke skumpap. Følg linket for at downloade billedet og andre lignende til fri, personlig brug. Dertil modellen af Gørslev kirke i spor N til at give indtryk af dansk provins.
Alle modeller, man har brugt lidt tid på, fortjener at blive fotograferet på et diorama med et par figurer, for det får dem virkelig til at komme til live.
Så kan man tænke over fortællinger i billedet som her, hvor chaufføren ser lidt opgivende på sin gamle, rustne lastbil.
Men fotografier, især nærbilleder, er nådesløse. Små uperfektheder træder meget tydeligt frem, som fx de små støberandë omkring den forreste undervogn. Man kan ikke rigtigt se dem i virkeligheden, men nu irriterer de 🙂
Men på trods af det, er det en hyggelig lille opgave at give en færdigmodel lidt liv. Der skal ikke meget til, at den føles som ens helt egen!
Gamle jernbaner 