Den gamle C-maskine

For nylig fik jeg mulighed for at lege med en model bygget for nok mindst 50 år siden i skala 0, nærmere bestemt et DSB-damplokomotiv litra C.

C-maskinen er taknemmelig at bygge i alle skalaer, for cylindrerne ligger mellem hjulene, så gangtøjet er ganske enkelt. Det giver maskinen et enkelt og elegant, nærmest britisk udtryk, og det er en flot maskine!

Tidens tand har gnavet i modellen på alle mulige måder. Den er skrammet og beskidt, mange detaljer er lidt grove set med nutidens øjne, og den kører ikke længere godt, som videoen ovenfor viser.

Modelbyggeren, hvis navn jeg desværre ikke kender, havde ellers bygget et helt lille urværk inde i maskinen, og det er en fornøjelse at se på. Desværre er tandhjul og aksler slidte, sikkert efter lang tids kørsel, så noget skal der gøres.

Modellen var oprindeligt bygget til treskinnedrift, altså med en strømskinne ved siden af sporet, men er siden heldigvis blevet konverteret til almindelig to skinnedrift. Så langt, så godt!

Motoren sidder i førerhuset, mens der er masser af plads i tenderen til dekoder, mulig højttaler eller endda en motor herinden, hvis man skulle ønske sig det.

Første skridt må være at få lokomotivet til at køre godt. Samtidig vil jeg gerne give det nye, elegante drivhjul, og mon ikke gangtøjet også kunne blive lidt slankere?

Dernæst kunne jeg godt tænke mig at få mest muligt af den gamle maling af, og give den maskinen en flottere finish. Ved samme lejlighed kunne man lappe hullet i kedlen foran forreste drivhjul og tilføje flere detaljer. Gad vide hvor man kan se en C-maskine i 1:1 henne?

Nye puffere ville også pynte, men hjulene på forløberen ser fornuftige ud, så dem vil jeg nok beholde, på trods af den lidt store flange. Skorstensbånden skal erstattes af et nyt sammen med den gamle litrering.

Tenderen har for nyligt fået nye, smukke hjul, og de er virkelig flotte! Men også på tenderen ville det være pænt at strippe den gamle maling og reparere detaljerne lidt.

Den gamle C-maskine er lidt et håndværkertilbud, men den er også solidt bygget og proportionerne virker fornuftige. Det bliver et stort arbejde at sætte den istand, men jeg synes, at det er arbejdet værd. Første udfordring er at få den til at køre, og siden glæder jeg mig til at arbejde med detaljerne. Jeg glæder mig til at der en dag står et par fine figurer i førerhuset, mens et grønt gardin blafrer i vinden på den fine maskine.

For der er mange dejlige aspekter af vores hobby, men de fleste vil nok være enige om at den mest ædle del af hobbyen er lokomotivbygningen. Her kombineres materialekendskab, mekanik, elektronik, detaljering og maling i en enkelt model, der gerne ikke bare skal kunne køre, men også køre godt.

De færreste af os kommer nok til at bygge et modellokomotiv fra grunden, men så kan vi til gengæld være så heldige at få lov til at arbejde videre på andres arbejde.

Men efter en kop kaffe går arbejdet i gang med den gamle C-maskine i spor 0. Idéer, tips og tricks modtages med tak undervejs 🙂

Skriv en kommentar