Smallegade 4 – en prototype i skala 0

En af de bedste grunde til at køre spor 0 er de rige muligheder for at bygge selv. Men jeg ved fra erfaring, at det er svært at bygge flot, og at man lærer meget undervejs, især i begyndelsen.

Derfor besluttede jeg at bygge blot en lille del af et hus for at træne teknikker og for en forståelse af tidsforbruget ved at bygge fra grunden.

På den fabelagtige side Kbhbilleder.dk findes for øjeblikket over 161.000 digitale billeder af København, lagt ud af Københavns Museum og stadsarkiverne på Frederiksberg og i København. Her kom jeg til at søge på den gade, jeg selv voksede op på, nemlig Smallegade, og stødte pludseligt på et fantastisk billede fra det tidlige 20. århundrede.

Billedet er taget af fotografen Heinrich Johan Barby, der havde atelier på Gammel Kongevej fra 1884 til 1930. Kbhbilleder anslår, at billedet blev til omkring 1910, mens det Kongelige Bibliotek, der også har billedet, mener det er fra år 1900.

Jeg kunne godt lide detaljen med værtshusholder Petersen, der i butikken til højre simpelthen har hængt sit skilt direkte ovenpå det gamle skilt, der sikkert er malet på facaden. Sådanne underligheder er svære at finde på selv, men de er sjove at kopiere fra et billede.

Derfor valgte jeg at bygge de tre fag til højre som reliefmodel, altså kun med en forside. Hvis det blev vellykket kunne modellen nok bruges som fotobaggrund for de figurer, jeg maler.

Jeg havde ikke andet at gå ud fra end billedet, så første opgave var finde ud af ca. hvor stort bygningen havde været.

Jeg printede billedet ud i A4-størrelse, og begyndte at måle, baseret på herren i porten, som jeg vurderede til at være forholdsvis lav, måske 165 cm høj baseret på den dårlige ernæring tidligt i 1900-tallet. Og så viste det sig, ganske fantastisk, at derved var mit print nogenlunde i skala 1:45, så jeg kunne bruge billedet direkte til at bygge efter.

På billedet har jeg direkte lagt et stykke skumkarton oven på billedet for at få facadens størrelse.

Herefter tegnede jeg vinduer og døre op efter bedste evne, og så kunne jeg skære ud. Jeg valgte tynd skumkarton til facaden fordi det er rimeligt stabilt og er meget let at skære i.

Men jeg var alligevel nervøs om om skumpappet ville bøje, ikke mindst når jeg begyndte at male det. Derfor limede jeg trælister fast på bagsiden og tyngede facaden ned, mens den limede.

Næste skridt var at skabe vinduer og døre til bygningen. Jeg kan ikke skære det tilfredsstillende i hånden, så det var en god anledning til at få laserskæreren, som jeg fortalte om tidligere, i aktion igen.

Det går hurtigt at tegne i 2D, så det var nemt. Materialet til vinduer og dør er 0,75mm brunt karton – et fremragende og billigt materiale, der er overraskende stabilt.

På billedet ovenfor af Smallegade 4, fotograferet af Carl Ernst Hannuss i 1938, da huset blev revet ned, får man et godt indtryk af mur og vinduer. Bemærk hvordan vinduerne næsten er i plan med facaden og hvor hvor enkle og uden dybde, vinduerne er.

Derved var det nemt at skære vinduerne i et enkelt lag med løse rammer, så de kan åbnes. Døren fik lidt mere dybde med tre lag, som jeg limede sammen.

Efter at have limet et par pyntelister på facaden, malede jeg den først sandfarvet med lidt gips tilsat malingen for at give den lidt tekstur. Derefter malede jeg den okkergul, og dernæst flere washes, som videoen viser. Undervejs sleb jeg facaden med fint sandpapir for at bringe de tidligere farver frem og gøre pudsen slidt og beskidt. I malerbøtten er der lidt gråbrun maling, masser af vand og en dråbe opvaskemiddel for at få washen til at flyde lettere.

Efter alle de lag og slibninger så det således ud, og begyndte at minde om de slidte, pudsede mure, jeg kan huske fra min barndom i fattigfirsernes København.

Vinduerne malede jeg grønne og skar lidt akrylfolie til vinduesglas.

Jeg ville nemlig gerne lade et af vinduerne stå på klem for at give lidt mere dybde til facaden, og det var heldigvis nemt at lime de laserskårede rammer fast.

Så var et tid til taget. For noget tid siden havde jeg købt nogle støbeforme til tegltag i skala 0, så jeg støbte nogle plader i gips og limede dem sammen. Jeg plejer bare at male dem teglfarve, men denne gang blandede jeg teglstensfarve med neutral grå i halvt af hver, og det gav et fint afdæmpet resultat som base for den kommende patinering.

Mens det tørrede, lavede jeg en base til reliefhuset og lidt fortov foran. Jeg har købt en del trælister og krydsfinerplader på Temu, hvor priserne er helt anderledes end hvad man må betale i Europa. Kvaliteten kan til gengæld være svingende, men jeg har som regel været heldig.

Til basen limede jeg to krydsfinerplader sammen for at skabe en endnu mere ubøjelig sandwich, og sørgede for at holde den i pres, mens den tørrede.

På pladen limede jeg et tyndt lag XPS-skum, som er rigtigt godt til at gravere i, så jeg kunne skabe brolægningen.

Jeg havde indtil nu ikke tænkt meget længere end facade og tag, men nogle små sidevægge var nødvendige, og for at holde det temmelig tunge gipstag byggede jeg en træramme, der kunne bære det.

Inden jeg limede facaden på, graverede jeg brosten. Jeg glemte dog kantsten, så dem byggede jeg istedet af lidt træ. Jeg havde egentligt troet at fortovet havde det almindelige københavnske mønster med brosten i midten og fliser på hver side, men det passede ikke med de historiske foto, så dem forsøgte jeg at imitere.

Efter jeg havde malet og patineret gadestykket, limede jeg facaden på, og pludseligt begyndte det at ligne et hus! Det er en sjov fornemmelse at se en bygning dukke frem fra skumpap, træ og karton 🙂

På det gamle billede af Smallegade 4 kunne jeg se at værtshuset havde en slags træpaneler i de højre vinduer. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg efterlignede det med nogle stumper XPS-skum, hvor jeg indgraverede paneler og så en træliste på toppen.

Efter maling og patinering limede jeg dem fast, samtidig med at jeg skabte en vindueskarm med potteplante og gardiner på førstesalen.

Gardinerne er lavet af enkelte lag af papirlommetørklæder.

Herefter var det skiltetid. Først forsøgte jeg at ramme skriften på det inderste skilt på bygningen, men det er godt nok svært at finde skrifttyper, der ligner de gamle skiltemaleres værk.

Værtshusskiltet fik en træramme ligesom på billedet, og blev limet ovenpå det gamle skilt. På nettet kunne jeg finde de samme ølreklamer som på billedet, og værtshusets navn i døren printede jeg ud på sort baggrund og klæbede bag glasset.

Jeg kunne have fortsat længe endnu med det mylder af skilte, der gemmer sig på fotoet, men valgte at holde her.

For nu kan bygningen bruges som fotobaggrund for figurer, omend nærbillederne ubamhjertigt afslører alt, der kunne være lavet pænere.

Hmm, en tagrende ville nu pynte. Og måske lidt mere ukrudt? Og meget andet? 🙂

Men man skal også holde et sted, og jeg har allerede lært en masse af byggeriet. Fx vil jeg klart foretrække at laserskære facaden for større præcision. At klippe ovaler som på ølreklamerne er sværere end det ser ud til, når kameraet kommer tæt på.

Nu vil jeg planlægge det fulde hus, og måske lave det som en art byggesæt med vægge, vinduer, dør og skilte. Det kunne være sjovt om der pludseligt kunne findes flere udgaver af det gamle hus fra Smallegade 4 rundt omkring i landet 🙂

Tak fordi du fulgte med så langt!

Skriv en kommentar